Hvis du dykker, eller snorkler, i din fritid har du sikkert tit overvejet at begynde at jage med harpun. Harpunjagt er både sjovt, udfordrende og en god måde at bruge mange timer i vandet i sommervarmen. Når du køber din første harpun er der et par overvejelser, du bør gøre dig først. Først og fremmest bør du sætte dig ind i, hvordan man lader og håndterer den. Dernæst bør du overveje hvilke fisk du skal jage, og i den sammenhæng hvilken størrelse din harpun skal være. Harpuner fås i mange størrelser, og har forskellige formål, så du bør også overveje hvor meget den skal bruges.
Opsætning og udstyr til opsætning af harpun
For nye harpunjægere kan opsætningen af harpunen være en smule frustrerende i begyndelsen. Det kræver lidt øvelse og gentagelse, at blive god til at lade sin harpun, men det kommer med tiden. Først og fremmest skal du sikre dig at du har de rigtige ting til din opsætning.
Du skal bruge din harpun, et harpunspyd, noget line, en tang, nogle klamper og en bungee. Alt afhængigt af hvordan du foretrækker din harpun opsat, er der forskellige metoder, men du kan herunder læse en nem og begyndervenlig metode.
Sådan opsætter du din harpun
Til at starte med skal du montere din bungee i metalbøjlen under øjet i harpunens top. Hvis din harpun ikke har en sådan metalbøjle, kan du i stedet sætte bungeen i selve øjet. Herefter monterer du spyddet på harpunen. Det gør du ved, at lade spyddet glide ned langs harpunen, fra top til bund, indtil spyddet klikker ved aftrækkeren. Det er her vigtigt, at spyddet er under elastikken.
Nu skal du til at montere noget line på dit spyd. Du vil se, at i spyddets bund er der to huller, hvor der kan monteres line. Det bedste vil være hvis du monterer linen i det hul længst oppe, da linen ellers kan komme til at sidde fast i aftrækkeren. Det er vigtigt at du har line nok, så vent med at klip linen til du er sikker på, at du har det line der skal bruges.
Når du har linen i hånden, så monterer du en af dine klamper på linen, inden du fører den igennem øjet på spyddet. Herefter kører du den ende af linen, som er igennem øjet af spyddet, igennem klampen. Så tager du din tang, og klemmer klampen sammen. sørg for at der er en lille smule mellemrum mellem klampe og spyd.
Nu kører du linen op langs harpunen, under elastikken, op over harpunen og ned langs siden igen. I harpunens top vil der sidde to hager, som linen skal monteres omkring. Ved siden af din aftrækker sidder der en bøjle, som du føre linen omkring. Til sidst fører du linen om langs harpunen igen, indtil du møder din bungee. Her monterer du linen i en klampe, på samme måde som du tidligere gjorde med spyddet. Spænd linen til så den passer, men sørg for den ikke er alt for stram, inden du klemmer klampen sammen.
Du kan nu klippe overskydende line af, og din harpun er klar til jagt. Husk ikke at sætte elastikken i spænd indenfor, eller over vand, da det jo er et våben og kan være farligt.