Der har i lang tid været snak om, om København skulle gøres bilfri. Selvom det er lokalpolitik, har det trukket overskrifter i hele landet. At gøre udvalgte områder i København bilfri er nemlig ikke bare et indgreb i byen – det er et miljø- og samfundsmæssigt statement.

Når borgerrepræsentationen i marts 2018 skal stemme om forslaget, stemmer de om hele Københavns udvikling i fremtiden. Skal byen gå foran i kampen for mindre CO2, og er det i orden, at bystyret på den måde griber ind i borgernes hverdag?

Sikker by

Et af argumenterne for at gøre udvalgte områder i Indre By bilfri er, at det vil mindske terrortruslen. I løbet af de seneste år er der blevet sat betonklodser og pullerter (galvaniserede pæle) op flere steder i byen, så lastbiler ikke kan køre igennem. For eksempel står der ved Christiansborg pullerter, der kan stoppe en bil med 80 km i timen. Mange mener, at især betonklodserne er en ubehagelig påmindelse om truslen, så helt bilfri zoner kan måske være en løsning, der ikke har lige så mange negative konnotationer.

Et sundere liv

Et andet argument er, at bilfri zoner vil mindske forureningen i byen med cirka 10 %. Luftforurening er et stigende problem flere steder i verden, så det vil være positivt, hvis vi i Danmark kan vise, at man kan vende udviklingen. Det er i hvert fald noget, vi her på Økologinettet kan støtte op om.

Derudover kan man formode, at bilfri områder vil føre til en stigning af cyklende og gående. Det er dog svært at spå om, hvor stor effekten vil være. For de fleste bilister gælder det dog, at bare en smule ekstra aktivitet hver dag vil have en stor helbredsmæssig effekt.

Frygt for butiksdød

Butiksejere i de berørte områder advarer om, at det kan gå ud over forretningerne, hvis man forbyder bilkørsel. Der er dog delte meninger om, hvorvidt det egentlig vil ske. Afhængigt af, hvor butikkerne får deres kunder fra, kan der muligvis være noget om snakken. Her vil det nok være nødvendigt at se på erfaringerne fra bl.a. Spanien, som også har bilfri områder.